Fiction Pimps fik påbud af politiet på gaden!

I torsdag gik jeg en tur i Københavns gader med et lille Flip videokamera for at opleve og filme performancebureauet Fiction Pimps, der i hele “fremtidens uge” har boet i The Crack, en levende installation i House of Futures. Rigtig mange mennesker har her oplevet, hvad “en sprække i tiden” eller “et æstetisk, sensorisk oplevelsesrum” i virkeligheden er. I The Crack havde de tre kvinder, der er Fiction Pimps, opbygget et helt univers. De kom fra planeten Chora og byen Where the birds go in Vertigo, og hos dem blev du lokket ind i sansernes rum.

Nå, men torsdag eftermiddag kom Reverend Shine (alias Claudius Pratt), en ven af Fiction Pimps forbi med sine to megafoner, og i Pulp Fiction-inspireret stil gik to Fiction Pimps og deres “DailyVisionary” først til Rådhuspladsen, hvor han sang, og de talte om Chora og om at manifestere fremtiden nu – i megafonen. Til forundring og glæde for forbipasserende. De skiftedes til at bære den ghettoblaster, de også havde med. Og vi var faktisk på vej tilbage til House of Futures’ house warming, da Reverend Shine siger: “No, let’s take the way with the most people.” Lidt efter stod vi så ved fodgængerovergangen på Strøget ved Gammeltorv og Nytorv. Et par øjeblikke efter kom to politibetjente. De stopper op og spørger Fiction Pimps, om de har en tilladelse til at larme så meget. Fiction Pimps svarer nej på engelsk, fordi de bliver i fiktionen. Betjenten fortsætter med at spørge, hvor de kommer fra, og de svarer: “Fra Chora”. Han spørger igen: “Who are you?” Deres svar er: “We’re the Fiction Pimps”, og så begynder han at blive lidt utålmodig og henvender sig nu til Reverend Shine, som åbenlyst ikke er “gammel-dansker”, ham der synger i megafonen, og de spørger ham, om de må se hans pas? Jeg tænker bare, at det er ret sjældent, at jeg sådan går rundt med mit eget pas i lommen på gaden i København en dødelig torsdag eftermiddag. Og det gør han selvfølgelig heller ikke.

Betjenten spørger en gæst fra House of Futures, om han er sammen med “dem der”? Gæsten svarer: “I ånden, i følelserne er jeg med dem!” Det ender med, at jeg taler med betjenten og forsøger at forklare, hvad der foregår. At vi er “gået en tur med fiktionen” fra fremtidens uge i House of Futures, som er en slags konsulentvirksomhed, og betjenten spørger mig også, mens han peger på Fiction Pimps: “Er de psykisk syge?” Han siger, at de skal svare på dansk, når politiet spørger, hvis de er danskere. Og han siger, at hvis de ikke giver ham deres rigtige navne og personnumre, så blive de anholdt. Fiction Pimps overvejer faktisk et øjeblik, om de vil lade sig anholde – se det ville også være en god historie! – men Reverend Shine siger, at det har han ikke tid til, for han skal ud og spille og synge dagen efter igen. Vi får et påpud af politiet og vender snuden hjem. Lettere rystede og forundrede. Især over de racistiske undertoner. Men også både opløftede og fulde af energi og snakkelyst. For det er da en ganske underholdende historie. Og sådan har det vel altid været. Det er de historier, der sker i virkeligheden, der overgår alt. Og i denne uge besøgte jeg Chora og mødte tre kvinder fra Where the birds go in Vertigo, og det var en virkelig skøn og smuk og legende og befriende oplevelse. Jeg havde slet ikke lyst til at gå ud i “virkeligheden” igen. Ud i kronologien, vores verdens slaveri, den lineære tid, som Fiction Pimps slog ihjel allerede efter dag #1 ved at kaste et stort ur ud af vinduet fra anden sal. Det var fedt at være i The Crack – fantastisk at mærke, at man har alting i sig, og at man bare skal mindes om ens sanser, kreativitet, spørgelyst og åbenhed over for de svar, man får.

Ja, sådan får man altså et påbud på gaden og ender i døgnrapporten ved Københavns politi. Da jeg dagen efter ringer ind for at høre, hvad der står i rapporten, læser den vagthavende op for mig. Der står, at vi har spillet “musik” (i gåseøjne) til gene for andre. Den vagthavende siger, at det da ellers lyder ret fornøjeligt, men at megafonen og ghettoblasen er årsagen til påbuddet – og så den pågældende betjents vurdering af, om vores optræden er til gene for “den offentlige ro og orden”, som det hedder. Og det må vi da håbe, at den et eller andet sted var. For hvem gider falde ind i det anonyme gadebillede? Dag ud og dag ind.