Fremtidens uge – dag#2 – borgerlysten!

Nadja Pass og Andreas Lloyd er hhv. bagkvinde og bagmand bag et nyt initiativ, der skal give os borgere lyst til og mulighed for at være aktive og påvirke de rammer, vi lever under og med. Borgerpligten bruger vi i stemmeboksen, og borgerlysten skal vi nu have mulighed for at brænde af, når engagementet er der, og vi har en time eller to, som vi ønsker at investere i vores allesammens fælles nutid og fremtid. Hverken Nadja eller Andreas ude på at forandre det traditionelle politiske system (ikke på kort sigt i hvert fald). Derimod går de supplementets ærinde. Projekt “Borgerlyst” handler nemlig om at skabe alternative kanaler og nye repræsentationsformer i politik – og det skal vel og mærke være de positive af slagsen. De lystbårne. De ønsker bl.a. at fremme den ægte demokratiske samtale mellem mennesker med alt fra visioner til indignationer over, hvordan politik foregår i dag, i medierne og på Christiansborg. Partipolitik bliver det aldrig, og initiativet kan vel nærmere beskrives som social innovation fra neden. Et af formålene er, at vi hver især skal tage vores politiske og demokratiske handlekraft tilbage og agere, når vi har lysten, engagementet og tiden til det.

Nadja og Andreas var inviteret til det andet morgenmadsmøde i “fremtidens uge” for at fortælle om beta-versionen af deres fælles projekt, som alle andre – end de cirka 30 mennesker, der hørte om det i dag for første gang – også snart kommer til at høre meget mere til. Netop “beta” var en af pointerne fra formiddagen, hvor hverken spørgelysten eller snakketøjet blev fejet nogen steder hen. Det summede faktisk af borgerlyst – og det måske netop fordi projektet ikke er færdigformuleret, blankpoleret, driftssikkert og perfekt. Det er samfundet vel næppe heller – eller hvad?

Send en e-mail til Nadja Pass på nadja@reflexioner.org , hvis du vil modtage information, når projekt “Borgerlyst” åbner sit virtuelle vindue.

1 Comment

Add Yours

Borgerlyst (hvordan den nu defineres) er måske i virkeligheden en del af en noget endnu større og utæmmeligt: En borgerdrift, der manifesterer sig i handlinger og udtryk, som afhænger af de diskurser man er indlejret i (kulturer, normer, roller, relationer, sprogbrug…). En drift der kunne være beslægtet med bevæggrunde, som ligger bag altruistisk handlinger. Der som andre drifter søger efter forløsning på den ene eller anden måde. Aspekter af denne borgerdrift er måske for nogen forbundet med passion (endda ligefrem poesi) og oplevelsen af fælles hengivelse til en sag uden skelen til formelle identitetskategorier. Tænk hvis der fandtes et (selvorganiserende) medium i vores på mange måder disciplinerende og regulerende hverdag, der inviterede en ind i sprækker af nye muligheder for at udleve borgerdriften.

Skriv et svar