Tysklands og Frankrigs fælles udspil om en europagt har til hensigt at løse eurolandenes gældskrise en gang for alle. Det vil den næppe gøre, og det er selvfølgelig umiddelbart det største problem med den. Men derudover signalerer forslaget en forbløffende vilje fra den fransk-tyske grundlægger-duo til at aflyse de oprindelige visioner om EU som en egentlig politisk union. For ikke at tale om demokrati og politisk ledelse. Europagten erstatter ideen om en fælles koordinering af den økonomiske politik med regler, der kræver, at hvert medlemsland til hver en tid har balance på de offentlige budgetter – regler, hvor overskridelse udløser automatiske sanktioner. Og regler, der ikke blot skrives ind i traktaten, men også i hvert medlemslands nationale lovgivning. Dermed vil de lægge permanente bindinger på EU’s fremtidige økonomiske politik. Og dermed også på EU’s politiske udvikling. Der er kort sagt et gigantisk mismatch mellem tidshorisonten for de akutte problemer, europagten siger på at løse, og tidshorisonten for de bindinger, som den vil lægge på EU’s fremtidige handlemuligheder. Brandslukningen har aflyst fremtiden.

 

Europagten er et svar på Europas akutte krise. Ikke den vækst- og beskæftigelseskrise, der nu har varet i mere end tre år, men den gældskrise, som efterhånden også har stået på i flere år.

Den er ikke det første svar. Vi har gennem 2010 og 2011 været vidner til en hel række af topmøde-forhandlede svar på krisen, hvor både Irland, Portugal og selvfølgelig Grækenland har været i fokus for redningsaktioner, og hvor det hver gang er blevet erklæret, at nu havde man gjort det nødvendige for at sikre tilliden. Hver gang er forhåbningerne blevet skuffet, og stadig flere lande er kommet i skudlinien for investorernes nervøse trækninger: Spanien, Italien, Belgien og selv Frankrig. Ja, sågar Tyskland har mærket den svækkede tillid til euroen i form af svigtende appetit på tyske statsobligationer.

Denne gang skulle det så være et definitivt svar -lige som alle de andre gange. Det bliver det næppe; fordi det simpelthen er et meget utilstrækkeligt, og på vigtige punkter endda direkte kontraproduktivt, svar. Det retter ikke op på de grundlæggende forhold i euro-konstruktionen som valutaunion, som er årsag til problemerne. Først og fremmest fordi den europæiske centralbank stadig nægtes mandat til at udstede euro-obligationer og opkøbe gældslandenes obligationer i ubegrænset mængde, men også pga. andre elementer.

Men lad os se bort fra disse alvorlige, graverende og afgørende mangler ved europagt-forslaget – mange iagttagere har allerede påpeget den, om end desværre med ringe gennemslagskraft overfor EU’s beslutningstagere. Lad os i stedet se på den politiske forståelse af fremtiden, som den er udtryk for.

For her er sagen den, at der er ingen. Tværtimod synes europagten nærmest at være et bevidst forsøg på at aflyse fremtiden. De tiltag, der her og nu anses for at være nødvendige for at genskabe finansmarkedernes tillid, skal indstøbes i cement i form af traktatændringer og indskrivning i euro-landenes lovgivninger, og alle EU’s institutioner skal administrere efter traktatfæstede regler, hvor det tilstræbes at eliminere enhver fortolkningsmulighed.

Det definerer ikke bare EU’s økonomiske politik, men også dets politiske udvikling. EU (eller i hvert fald eurozonen) skal låses fast i en struktur, hvor hvert enkelt land til hver en tid har ligevægt på de offentlige finanser, uanset den økonomiske konjunktur og uanset udviklingstendenserne i kapitalbevægelser henover grænserne.

Det opfattes af nogle som et udtryk for en højere grad af integration. De enkelte kommuner i nationalstaten Danmark har heller ikke lov til at køre med underskud, ligesom de enkelte delstater i Tyskland eller USA ikke har det. Men den foreslåede europagt er snarere en afvisning af integration. For i både Danmark, Tyskland og USA har regeringen det overordnede ansvar for den samlede økonomi. Herunder kan den nationale regering samlet køre med underskud i en periode med dårlige konjunkturer ud fra en helhedsbetragtning for landets økonomi. Den kan også gennem nationale ordninger for arbejdsløshedsunderstøttelse og regionale overførsler støtte delstater, landsdele, regioner eller lokalsamfund, der er særligt hårdt ramt.

Men i europagtens EU-model er der ingen overordnet myndighed med ansvaret for den fælles økonomi. Den skal ifølge forslaget erstattes af regler, der strengt forbyder sådanne hensyn. Ingen muligheder for fleksibilitet – og ingen muligheder for solidaritet.

Det har ikke en chance for at fungere i praksis, og det er galt nok. Men det er også tankevækkende, at man fra Tyskland og Frankrigs side er parat til permanent at afskrive sig muligheden for, at EU udvikler sig i retning af en egentlig union. For ikke at tale om demokratisk, politisk indflydelse på den økonomiske politik.

Dermed har man med et pennestrøg aflyst den vision, der har været en af de væsentligste politiske drivkræfter bag EU’s udvikling, og en af de positioner, der stærkest har defineret debatten om EU’s fremtid. Ideen om EU som en samlet økonomisk og politisk enhed, der sikrer stabiliteten og freden indadtil, og som kan optræde slagkraftigt udadtil på den globale scene.

Der har været andre, konkurrerende visioner, men de har alle spillet bold op imod denne store vision, der stammer tilbage fra EU’s stamfædre. Den er nu blevet afløst af ideen om EU som en række uafhængige økonomier, der dels er underlagt samme valuta administreret af en regelbaseret teknokratisk centralbank, der snævert fokuserer på prisstabilitet, og en teknokratisk, regelbaseret overnational forvaltning, der først og fremmest skal sikre vandtætte skotter mellem medlemslandenes økonomier.

Europagten er en potentielt meget afgørende udvikling i EU, der vil lægge stærke begrænsninger på fremtidens politiske muligheder. Men den kommer ikke som følge af nogen langsigtede overvejelser eller dybtgående debat om visionerne for EU’s fremtid, men som følge af en akut og brandslukningsaktion fokuseret på det helt korte sigt og euroens overlevelse. Man har så at sige valgt at slukke branden med cement.

Skriv et svar