Vi lever i et spændende sekund

vkst.jpg

Vi arbejder i øjeblikket i House of Futures med den meget lange fremtid – fremtiden på 100 års sigt. Og hvis man vil kigge langt frem, er der ingen vej uden om at kigge langt tilbage. Grafen viser 2000 års global udvikling i befolkning og levestandard. (Klik for større version).

I århundrede efter århundrede svingede de materielle levevilkår omkring eksistensminimum, og befolkningsvæksten var også yderst beskeden. Men så skete der noget omkring år 1800. Den franske og amerikanske revolution og – ikke mindst – Watts dampmaskine indvarslede en hidtil uhørt eksplosion i både befolkning og levestandard. Og et medfølgende voksende træk på planetens ressourcer.

200 år er længe nok til at vi nulevende anser kontinuerlig vækst og medfølgende transformation som en normaltilstand – og væksten er indbygget nok i vores system til, at det giver politikere og økonomer grå hår i hovedet når den udebliver i en kort periode. Men i det lange perspektiv har vækst kun været normalt i et sekund af menneskehedens historie.

Og netop i vores generation er der ved at ske endnu et afgørende skift: Som det kan anes af den stiplede forlængelse af befolkningskurven, er den globale befolkning på vej mod at stabilisere sig. Verdensbanken venter, at den vil toppe i 2050 med mellem 9 og 10 milliarder mennesker – dernæst vil den sandsynligvis begynde at falde. Selvom det virker som et usandsynligt knæk på kurven, er der ingen hokuspokus: De udviklede lande har allerede nået stabilitetspunktet, og alle andre er på vej i samme retning.

Men kan velstandsvæksten fortsætte? Er den med Brundtland-rapportens universelle udtryk bæredygtig? Der er meget fokus på flaskehalsene – i form af global opvarmning, peak oil osv. Men hvis væksten i forbruget skifter karakter i retning af det immaterielle, og hvis væksten i produktionen tager retning af at skabe mere værdi og livsudfoldelse ved brug af stadig færre materielle ressourcer, så er svaret ja.

Det er unægtelig to store “hvis’er”. Det kræver en enorm transformation på alle niveauer. Men næppe noget, der overstiger, hvad vi allerede har været igennem siden den store eventyrfortæller H. C. Andersen blev født i 1805.

Skriv et svar