Fremtidens uge – Dag #3 – Den kønne bevægelse

Den kønne bevægelse fører os videre fra mande kontra kvinde snakken og frem til hvad vi som mennesker kan skabe og være. Sammen og for hinanden.

Sådan lød ordene fra henholdsvis fremtidsforskerne Gitte Larsen og Steen Svendsen og sociolog Emila van Hauen, som fra hver deres vinkel forsøgte at bevæge de fremmødte twins ud af kønskasserne. Gitte Larsen tog erhvervsvinklen og tegnede et billede af et arbejdsmarked som ikke formår at rumme det feminine og derfor heller ikke er indrettet til kvinder – med mindre de tilpasser sig mændenes, eller snarere de gamle strukturers krav. Steen Svendsen tog udgangspunkt i det private samliv og beskrev hvordan systemerne fastholder mænd – og derfor også kvinder – i stereotype billeder af dem selv og deres køn. At tilegne sig og skilte med feminine kompetencer og værdier er stadig undtagelsen frem for normen, også selvom mange mænd både kan og vil, viste bl.a. en række fokusgruppeinterview. Sociolog Emilia van Hauen som bl.a. er forfatter til bogen “Farvel Egofest – goddag til formål og fællesskaber” supplerede med sin tolkning af, hvordan vi lige nu har en mulighed for at erstatte den opdelte kønskamp om ”hvem er bedst og hvem har mest ret” med en bevægelse frem mod ægte co-creation, hvor både kønnet og andre forskelle i baggrund, faglighed og interesser bidrager til at både produkt og proces bliver mere kraftfuldt.

Følg med i bevægelsen, hvis du tør. Jeg lover dig, at det bliver et kønt syn, når det vi kan skabe sammen bliver vigtigere end hvem vi er og hvad vi kan hver for sig.

Dyk ned i mere information om mænd,kvinder, køn og ledelse:

House of Womenomics, Catalyst, McKinsey Quarterly, Charter for flere kvinder i ledelse

Er du personlig færdig med Egofest og klar til Co-creation? Tag Emilia van Hauens test.

Skriv et svar