Fremtidsforskeren John Naisbitt lancerede begrebet megatrends i 1982. Det er stadig et brugbart begreb, som vi tit og gerne benytter her på public futures, når vi skal arbejde med fremtiden. Det gælder i det fleste sammenhænge, herunder også i erhvervslivet, hvilket bliver demonstreret i maj-nummeret af Harvard Business Review, hvor David Lubin og Daniel Esty bruger det til at give mening i virksomhedernes strategiske billede af udviklingen. De peger på bæredygtighed som en ny megatrend – det vil sige det er en vedvarende udvikling, som vil omfatte flere og flere, og som ikke vil være til at komme uden om. Det er langt mere end fair trade og Ø-mærke-segmentet. Den bliver lige så afgørende og vedvarende som de tidligere business megatrends Quality Management og IT har været, fordi den er drevet af det vedvarende pres på jordens miljø og ressourcer, som den globale økonomiske udvikling giver anledning til. Den er også drevet af forbrugeres og regeringers krav til virksomheder om bæredygtig praksis. Og den er båret af stigende strategiske investeringer og forskning i energi-effektivitet, vedvarende energi, ressourceproduktivitet og forureningskontrol. Man havde det nok på fornemmelsen: Bæredygtighed er ikke en mediedrevet dille.
