Nogle siger:
“Den civilisation vi har bygget op er stadig skrøbelig,
Vi er knap nok kommet ud af mørket.
Vi bærer stadig et fjendtligt billede af disse århundredes ulykke;
Ville det ikke være bedre at lade det forblive begravet?”
Fortælleren rejser sig, samler sig og han minder dem om
Sindsligevægtigt, men bestemt, rejser han sig og minder dem om
At en metafysisk revolution har fundet sted.
Ligesom de kristne kunne forestille sig de antikke civilisationer, kunne danne sig et fuldstændigt billede af de antikke civilisationer uden på nogen måde at berøres af spørgsmål eller tvivl,
Thi de havde overstået et stadium,
En afsats,
De havde passeret et vendepunkt;
Ligesom mennesket i den materialistiske tidsalder, uden at forstå og uden egentligt at se, kunne deltage i gentagelsen af kristne ceremoniers ritualer,
Ligesom de ikke kunne læse eller genlæse værker fra deres gamle kristne kultur uden at afstå fra et nærmest antropologisk perspektiv,
Ligesom de var ude af stand til at forstå de debatter der havde rystet deres forfædre omkring syndens og nådens stadige vekslen;
På samme måde kan vi nu lytte til denne historie fra den materialistiske tidsalder
Som en gammel historie om menneskeheden.
Det er en sørgelig historie, og alligevel vil vi ikke rigtigt være kede af det,
For vi ligner ikke mere disse mennesker.
Født af deres kød og af deres lyst har vi forkastet deres kategorier og tilhørsforhold,
Vi kender ikke deres glæder, ej heller deres lidelser,
Vi har med ligegyldighed
Og uden den mindste anstrengelse
Ryddet deres dødsunivers
Af vejen.
Disse smertens århundrede, der er vor arv,
Kan vi i dag trække frem af glemslen.
Der har fundet noget sted, en ny fordeling,
Og vi har ret til at leve vort liv.
– Michel Houllebecq
