Denne artikel i Orion Magazine af J. B. McKinnon er noget af det mest interessante, jeg har læst om nutidens naturforståelse. Vi oplever ofte naturen som en kilde til mening og kontakt med noget dybere i os selv, vores forbindelse med verden. Men det gør vi kun, fordi naturen har mistet sin farlighed for os – vi har tæmmet den, trængt den tilbage, gjort den ufarlig. Og i samme ombæring har vi frarøvet naturen sin… natur. Så den natur, som undertiden opfylder os så stærkt på et åndeligt plan, når vi oplever den, er kun en stærkt svækket afglans af, hvad naturen oprindelig er.
Citat:
[W]e nonetheless have a deeply embedded psychological attachment to the living world. Having lost our daily communion with that world, our modern spiritualization of it can be seen as a kind of prosthetic—or, if you prefer, a way of turning up the volume on a signal that is increasingly faint. We have created an imaginary connection with nature because we lack a tangible one, and we carry that connection in spirit because we no longer follow it in body. The sense of the divine that many feel in wild places is less a bond with nature than it is another symptom of the absence of that bond.
